Kronjuvelerne Løsørefideikommiset Private smykker

De private smykker

Hvert medlem af kongehuset ejer smykker privat. Selv om disse smykker er private, kan de meget vel have en anselig alder og historie.

Dronningen
Dronningen ejer en meget flot halskæde og et sæt ørelokker i safirer omkranset af store diamanter, alt sammen i gamle russiske guldfatninger. Disse smykker kommer fra den russiske zarfamilie her til Danmark med dronning Alexandrine. Dronningen ejer også mange smykker, som hun har arvet efter sin mor, dronning Ingrid. Der er blandt andet smykker i turkiser og diamanter, hvoraf nogle stammer fra den russiske kejserinde Katharina den Store. Her er også et diadem i diamanter, og dette smykke kommer fra Dronningens tipoldemor, storhertuginde Luise af Baden. Dronningen ejer også mange smykker, der stammer fra dronning Ingrids mor, kronprinsesse Margaretha af Sverige - f.eks. en lang sautoirkæde i perler. Der er også smykker, som er givet af dronning Margrethes far og mor. Men ud over de historiske smykker ejer Dronningen en mængde moderne smykker, skænket hende af prins Henrik, af familien eller af virksomheder og organisationer.

Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary har allerede en fin samling af smykker. Kronprins Frederik arvede det store smykkesæt med rubiner og diamanter, som kommer fra dronning Desirée af Sverige, der fik det af sin gemal, marskal Jean-Baptiste Bernadotte, til at bære ved Napoleons kroning i 1804.Kronprinsessen har foretaget en del forandringer, så sættet bedre passer til hende. Det er ikke nyt, at man moderniserer sættet, og i hvert fald ændrede dronning Louisa og dronning Ingrid også sættet. Et andet smykkesæt, som bæres af kronprinsessen, er de akvamarinsmykker, som kronprins Frederik har foræret hende: collier med perler, ørelokker og ring med akvamariner, perler og diamanter. I brudegave af regentparret fik kronprinsessen et diadem i diamanter, og dette kan også anvendes som collier. Derudover er der en del brocher og ringe.

Prinsesse Alexandra
Prinsesse Alexandra bærer diademet fra dronning Alexandrine, som dronning Margrethe fik af sin far, da hun fyldte 18 år. Det er et diadem, som er fremstillet af Chaumet omkring 1912, og det er fremstillet i en meget delikat stil med guldbuer, hvori der hænger diamanter, som kun er fæstnede for oven, så de vibrerer ved den mindste bevægelse. Prinsessen har desuden en del perlesmykker og et smykkesæt i ametyster og diamanter. Derudover en mængde brocher, armbånd og øresmykker.

Prinsesse Benedikte
Prinsesse Benedikte har en stor samling smykker, der består af tre diademer og en mængde halskæder, øresmykker, armbånd, brocher og vedhæng. Prins Richard har arvet et stort diadem i russisk stil. Det er fremstillet i diamanter fattede i sølv. Et andet diadem kommer fra prinsessens tipoldemor, dronning Sofia af Sverige. Det er fremstillet med stjerner i diamanter og opretstående perlepoires. Det tredje diadem er blomster og bladværk, fremstillet i diamanter. Prinsesse Benedikte har også en halskæde i diamanter, og den har også tilhørt dronning Alexandrine, som brugte den som sautoirkæde. Nu er den delt i to dele, og halskædens anden del tilhører dronning Anne Marie. Blandt prinsesse Benediktes smykker er også stjernebrocher, som har tilhørt hendes oldemor, dronning Victoria af Sverige.

Dronning Anne Marie
Dronning Anne Marie har naturligvis også mange gamle smykker fra den danske kongefamilie. Her kan nævnes det berømte diadem, fremstillet af Cartier, til dronningens mormor, kronprinsesse Margaretha af Sverige. Dronning Anne Marie har et andet diadem, som er fremstillet at et stort corsagesmykke, som dronning Ingrid fik i bryllupsgave fra sin farfar, kong Gustaf V af Sverige. Ud over smykker fra den danske familie bærer dronningen naturligvis smykker, der i generationer har været i den græske kongefamilies eje - samt en mængde moderne smykker foræret hende især af hendes gemal, kong Konstantin.